Grundejerforeningen Næs og Skaverup Strand
Velkommen!
Nordvest for Vordingborg, Sydsjælland finder du Næs og Skaverup Strand – et dejligt stille og fredeligt naturskønt område lige ned til Avnø fjord.
Historien fortæller, at i yngre jernalder og vikingetid lå en lille bebyggelse på Næs i bunden af Avnø Fjord, hvor vikingeskibene kunne lægge til. Udgravninger har afsløret huse, værksteder, brønde og et rigt fundmateriale, som fortæller om mange håndværks aktiviteter.
I fjorden og på land er fugle- og dyrelivet rigt ved Næs og Skaverup Strand. Fjorden er ideelt fiskevand – se blot på hejren, som kan betragtes fra bænkene, der er opsat på Diget langs fjorden.
Nyd en stille stund i selskab med naturen; alt fra Svanernes vuggen på fjorden til de smukkeste solnedgange henover Knudshoved.
Grundejerforeningen udgør ca. 450 medlemmer.
Som sommerhusejer er der obligatorisk medlemskab af grundejerforeningen, andre beboere opfordres til at melde sig ind i grundejerforeningen.
Ved den årlige generalforsamling i april måned vælges de 5 bestyrelsesmedlemmer på skift af 2 årige perioder samt 2 suppleanter; der er mulighed for genvalg.
Bestyrelsens arbejde er i det væsentligste udstukket af vedtægterne for grundejerforeningen og demokratiske beslutninger ved generalforsamlingerne.
Det er bestyrelsens pligt at varetage medlemmernes interesser.
Bestyrelsen vil gerne være visionær og høre medlemmerne i videst muligt omfang – Man er meget velkommen til at skrive til bestyrelsen om emner og ideer der kan gavne vores område.
Venlige hilsner
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Næs og Skaverup Strand